Mandag d. 3/12 2012.
Vi havde fået tid til igangsættelse på Randers sygehus kl 15:00.
Der blev vi mødt af en sød jordemoder studerende, der startede med at gøre en CTG for at sikre at alt var ok, hvilket det selvfølgelig var.
Da den var færdig tjekkede hun mig indevending for at se om jeg skulle sættes igang med piller, eller om hun kunne tage vandet, men da min livmoderhals stadig lå langt tilbage kunne hun ikke komme til, og jeg fik derfor en enkelt pille kl. 16:20 og en tid næste morgen kl 8:00.
Tirsdag d. 4/12 2012.
Kl. 8:00 mødte vi op til samme procedure som dagen før med CTG og indvendigt tjek.
jordemoderen kunne her komme lidt bedre til, og der var ikke særlig meget livmoderhals tilbage, men hun kunne stadig ikke tage vandet, så jeg fik en enkelt pille igen kl. 08:30, og besked om at komme igen kl 13 til tjek og flere piller.
Da vi kom hjem kl. 09:00 gik jeg på toilettet hvor jeg kunne se at slimproppen var gået. Det gav mig en lille smule håb, da jeg synes det var en meget lang og hård omgang vi var igang med. Jeg ville bare så gerne have min lille baby ud til os.
kort tid efter 9 kunne jeg mærke de første små veer, men jeg ville ikke rigtig tro på det, men nævner det for Stefan og vi ligger os ind i sengen for at sove et par timer.
Kl 13 kommer vi op på sygehuset igen og får kørt endnu en CTG, denne gang på halvanden time da bette ikke rigtig ville vågne op.
Jordemoderen spørger ind til de veer hun kan se på CTGen og kigger lidt undrende på mig da jeg svare at jeg ikke rigtig synes der er noget at skrive hjem om, da jeg da synes det burde gøre mere ondt.
De ligger åbenbart ret højt på skalaen.
Kl. 14:30 får jeg to piller mere, og en tid kl 09:00 næste morgen.
På det her tidspunkt er jeg virkelig knækket da jeg ikke synes der sker en skid, og Stefan er forarget over at de lader mig lide på den måde. Vi tager i fakta og får handlet ind til ugen.
Hen på aftenen får vi snakket lidt og vi bliver enige om at hvis ikke der er sket noget inden i morgen tidlig så vil vi bede om kejsersnit, da jeg er helt grædefærdig over hele forløbet og ikke kan holde mine bækkensmerter ud mere, jeg vil bare gerne have det hele overstået.
Heldigvis kommer vi slet ikke så langt da jeg ved 18 tiden synes at veerne bider så meget at jeg er nød til at koncentrere mig om vejrtrækningen og er nød til at tage et par ve pauser under maden.
Jeg går i bad efter vi har spist hvilket er en dejlig lindring på smerterne som hovedsagligt sidder omme i lænden. Da jeg er færdig prøver vi at tage lidt tid på dem og der er 2-3 minutter i mellem dem og de varer 50-60 sekunder. Jeg fortæller Stefan at hvis ikke de går i sig selv igen hvilket jeg hele tiden regner med, så bliver vi nok nød til at køre på sygehuset til tjek en gang i nat, han ringer derfor til hans søster for at høre om hun vil komme og hente hunden til pasning når hun får fri fra arbejde kl 22, bare så vi ikke skal tænke på hende også.
Kl. 20:00 hører jeg pludselig et klik inde fra maven hvor efter jeg lige når at udbryde "Jeg tror mit vand går nu" mens jeg løber med samlet ben ud på badeværelset, tager mit nu gennemblødte tøj af og begynder at grine samtidig med at jeg halv græder, for først nu begynder jeg at tro på det. Stefan, skøn som han er, panikker en smugle og farer rundt uden rigtig at vide hvad han skal, jeg beder ham så at gå i kiwi og købe nogle store bind og noget iste. Jeg ringer imens til fødegang og fortæller at vi kommer ind omkring kl 21.
Da vi kommer på fødegangen kommer vi ind på en stue hvor jeg bliver undersøgt og får af vide at jeg ikke er mere en 2 cm åben og stadig har noget livmoderhals tilbage. Hun siger at de har travlt og synes at vi skal tage hjem og så komme igen til midnat. Det siger vi ok til og beder samtidig om en cocktail til at slappe af på, da der næsten ingen pause er mellem veerne.
Inden hun kommer tilbage med pillerne, når jeg at ombestemme mig, og Stefan går ud og siger det til hende. Vi bliver derfor henvist på en afslapnings stue, jeg når at kaste pillerne op, så jeg får nogle nye og beder samtidig om noget akupunktur og hun siger at det vil hun komme med så snart hun har tid. Vi ser ikke nogen før kl 00:45 hvor der kommer en ny jordemoder.
Vi kommer så ind på en fødestue hvor jeg får klyx og kæmper for at finde en behagelig stillig under veerne, jeg beslutter mig derfor for at få epidural så jeg også kan sove lidt, jeg er gody klar over at der er lang vej igen. jeg bliver tjekket og er kun 5 cm åben, men jeg får pludselig presse trang og må gispe mig gennem veerne indtil epiduralen er lagt.
Vi får sovet i en halv anden times tid og kl. er nu omkring 5, jordemoderen lægger vedrop da veerne ikke rigtig gør nok og jeg åbner mig lynhurtigt til 8 cm og får nu kraftig presse trang.
Jacksons hjertelyd daler en del når jeg skifter stilling til andet end at ligge på ryggen så han får taget skalp prøve tre gange, men alt er heldigvis som det skal være, og han har det også fint så længe mor her bliver liggende fladt på ryggen.
kl 07:10 er jeg endelig alle 10 cm udvidet og får lov til at presse med alt hvad jeg vil, og hold da op en befrielse! Der sker desværre bare ikke så meget og der bliver skuet på for ve droppet. Jeg beder flere gange om at de tager ham med sugekop, for jeg er totalt drænet for energi og kan mærke at han er for stor til at jeg selv kan få ham ud.
Der bliver tilkaldt en læge og hun placere koppen som falder af da hovedet er halv vejs ude. jeg får senere afvide at jeg selv pressede resten af hovedet og kroppen ud. Da de sagde at hovedet nu var født panikkede jeg en smule da jeg vidste at der var et stykke tid til næste ve ville melde sig og jeg fik derfor presset halvdelen af kroppen ud selv hvor en ny ve meldte sig og hjalp til ved resten.
Kl 09:02 onsdag d. 5/12 2012 kom vores fantastiske lille dreng til verden, 4325 gram og 55 cm. 24 timer efter første ve havde meldt sig.
Fødslen var slet ikke som jeg havde håbet eller forventet, men det er alt sammen det værd, for han er noget så perfekt og nem og aldrig har jeg været mere forelsket.
Imens at jeg skrev det her, har jeg haft en sovende Jackson på armen, for når man har lidt ondt i maven, så er der altså ikke noget som lidt nærhed og kærlighed fra sin mor..
Jeg er stadig forundret over hvordan noget så fantastisk som sex, kan føre til noget endnu mere fantastisk.. Et lille perfekt menneske. <3
